Landskabet ved Strøby er tegnet af Ullrich Rössing og bragt sammen med en artikel om Martin A. Hansen i Dagbladets ugetillæg, 1975.

Med besættelsen som baggrund står vi overfor noget essentielt, når det drejer sig om Martin A. Hansen, hans tid og virke både som digter og kulturpersonlighed. Martin A. Hansen er blevet dels beundret og modsagt i sine udtalelser, skriftligt såvel som mundtligt, men dog altid respekteret, som det han var, og for det han mente. Mange stod i et mere eller mindre klart modsætningsforhold til ham og især hans holdninger i forskellige henseender, om det så drejede sig om politiske, religiøse eller litterære sammenhænge, både hver for sig eller som ‘helhedsbestemte’ situationer. Disse holdninger afkrævede ham i mange tilfælde et svar, også i kraft af hans position, som den der dengang altid blev lyttet til og navnlig under Besættelsen handlet efter, særligt blandt ganske unge modstandsfolk, hvilket jo senere blev ham til en voldsom plage og samvittighedspine, især efter artiklen “Dialog om Drab og Ansvar”, hvor han indgød andre til at udføre drab på stikkere, som for Martin A. Hansen var en nødvendighed for at et folk og dets frihed kunne sikres. Martin A. Hansen var efter befrielsen skuffet, og det var for ham personligt et problem, at retsopgøret efterfølgende betragtede disse likvideringer for rene og skære mord, til trods for, at det var landsforræderiske og skadelige virksomhedsudøvere i fjendens tjeneste, der blev uskadeliggjorte.

Det paradoksale heri var dog, at den person, Hartvig Frisch, der krævede stikkerdrabene dømt som mord, var forfatter til den advarende bog med den betegnende titel “Pest over Europa” fra 1933, en advarsel mod den snigende sygdom på samme kontinent, nærmere diagnosticeret som fascisme og nazisme, denne smittende infektion, der førte til Anden Verdenskrig og de ulykker og lidelser, den førte med sig på allehånde måder, både menneskeligt og sjæleligt.

Naturligvis kunne Martin A. Hansen ikke selv personligt stilles til ansvar for opfordringer til denne modstandsvirksomhed til trods for, at den blev ført med et for ham andet våben end skydevåben, nemlig PENNEN! Udtrykket melder sig: “Flyder blæk, flyder blod”, et udsagn, der dækker over en form for retfærdighed og ikke mindst nødvendig handlemåde.

I det sidste af “De fem forbandede år” måtte Martin A. Hansen efter advarsel i forbindelse med arrestationen af Bente Hammerich og Aksel Heltoft 4.12.1944, gå “under jorden” bl. a. på grund af sin aktive deltagelse i det illegale skrift “Folk og Frihed “med mange artikler, der hele tiden affødte nye. Samtidig i denne sidste krigsvinter blussede en voldsom inspiration op hos Martin A. Hansen i en sådan grad, at ikke alene romanen “Lykkelige Kristoffer” blev færdigskrevet, men tillige en betragtelig del af senere offentliggjorte arbejder kom til verden under disse særdeles vanskelige forhold. “Man vidste aldrig hvornår”, det kunne blive ens egen tur, tanken lurede jo i baghovedet hele tiden omkring familien. “Hvis noget skulle ske”, skrev Martin A. Hansen et sted, nærmest forberedt.

Det gik dog heldigvis ikke så galt. Krigen nærmede sig sin afslutning, nu så tæt på Tysklands sammenbrud og nazismens totale fallit. Nettet begyndte at stramme sig om Berlin, og Hitlers død blev annonceret med russerne og de øvrige allieredes positioner få hundrede meter fra førerbunkeren, hvor alle, der befandt sig i denne, kun ventede på afslutningen af Det Tredje Riges storhed og – med af historikerne senere tilføjede ord – fald.

Alt dette og mere til forandrede verden for stedse, således tillige på de hjemlige fronter, herunder også på det litterære område. “Brydnings år” fulgte med ny litteratur, tidsskrifter gjorde deres entré på den litterære scene, det vigtigste i disse efterkrigsår blev “Heretica”, som opnåede en slags ‘statussymbol’, skønt det ikke ligefrem havde symbolismen som forbillede, ej heller naturalismen. Nye tiltag opstod i kraft af både redaktører og mange andre bidragsydere. Det blev til seks gode år for et skrift af denne slags, hvor man oparbejdede et antal abonnenter på ca. 3 000, nærmest uhørt dengang og vel egentlig siden. Litterære tidsskrifter har deres som regel korte eller kortere levetid her til lands, måske lige med undtagelse af et par enkelte, der har overlevet under skiftende navne.

For til sidst at afrunde disse små betragtninger, hvor vi er kommet viden om, lad os da slutte med, som vi begyndte, nogle ord omkring Martin A. Hansen. Hans egen tid er for længst forbi, men hans værker lever endnu og dermed ‘lever’ han.
En Landsforening er for år tilbage indstiftet i hans navn, og tiden synes nu, hvor dette skrives, mere og mere moden til at genoptage den betydning, som blev ham til del og dermed hans værker endnu mens han levede.

Det kan lyde en smule paradoksalt, men Martin A. Hansen har ikke brug for OS, til gengæld har VI brug for HAM. Martin A. Hansen skal LÆSES, og derved bruger han OS!

Ovenstående tekst er indsendt af BO CHRISTENSEN, mangeårigt medlem af Landsforeningen Martin A. Hansen. (Teksten er redigeret af Ole Juul).