Landskabet ved Strøby er tegnet af Ullrich Rössing og bragt sammen med en artikel om Martin A. Hansen i Dagbladets ugetillæg, 1975.

(Nedenstående artikel er et til lejligheden redigeret udskrift af det foredrag, jeg på seminarer landet over i 2018 og 2019 holder om Martin A. Hansen og Besættelsen. Citaterne er tilrettet nutidig stavemåde.)

Omkring 1. juni 1944 kontaktede Bente Hammerich, der sammen med Aksel Heltoft redigerede det illegale blad Folk og Frihed, Martin A. Hansen og anmodede ham om dels at skrive et indlæg til en illegal antologi, Der brænder en Ild, hvori han begrundede nødvendigheden af stikkerlikvideringer, dels at levere bidrag til bladet. Svaret fra Martin A. Hansen blev et uforbeholdent “ja”, og hermed indledtes hans aktive deltagelse i modstandskampen. Allerede en uge efter blev hans første bidrag trykt i Folk og Frihed. Efter arrestationen af bladets redaktører i december 44 blev Martin A. Hansen hovedkraften bag Folk og Frihed og overtog arbejdet med både at redigere og selv skrive en stor del af stoffet.
Som modstandsmand under besættelsen erfarede Martin A. Hansen et enestående fællesskab båret af ansvar og tillid. Grunderfaringer fra denne tid blev for Martin A. Hansen et vidnesbyrd om, at fællesskab er muligt-også i moderne tid. Som sådan måtte disse rigt indhøstede erfaringer fra modstandskampen føres videre i reorganiseringen af samfundet efter besættelsen, hvilket blev anslaget i en række indlæg både i det nu legale Folk og Frihed og i andre blade, der udkom efter befrielsen. Det viste sig dog hurtigt, at den officielle politiske linje gjorde forventningerne til skamme, hvilket naturligt førte til skuffelse, men aldrig til opgivelse.

D. 20. august udkommer bogen For Folkets Frihed på Gyldendal. Bogen indeholder de vigtigste af Martin A. Hansens artikler til de illegale skrifter, der udkom herhjemme under besættelsen samt en række artikler af nulevende litterater, historikere og teologer, der alle forholder sig til vigtige temaer hos Martin A. Hansen.

Med udgangspunkt i artiklen Juli 44, som Martin A. Hansen lader trykke i Heretica, 6.årgang 1953, nr.2, vil jeg i det følgende belyse Martin A. Hansens særlige syn på et fælles etisk og moralsk instinkt i folket, sådan som det kommer til udtryk i hans refleksioner over hændelserne i det besatte København under folkestrejken i juli 1944. Sluttelig vil jeg drage en sammenligning tilbage til kristningen i Danmark o. år 1000, hvor et lignende skred i den enkelte og folket gør sig gældende, sådan som Martin A. Hansen beskriver det i Orm og Tyr (1952).

I foråret 1946 mødes tre ganske unge forfatterspirer i Aarhus. Ole Wivel, Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig. Det er Ole Wivel, der med henblik på et nyt litterært tidsskrift har foranlediget mødet, og efter mødet er der de tre imellem en fælles vilje til igennem et tidsskrift at bekræfte poesien som den eneste gyldige erkendelsesmagt i en tid, hvor alle andre erkendelsesveje, politiske som religiøse, synes lukkede. Som økonomisk garant for foretagendet har Ole Wivel Knud W. Jensen, som allerede understøtter Wivels eget lille forlag, som blev dannet i 1945, og som litterær og åndelig garant har man Martin A. Hansen i tankerne.
Det skulle senere vise sig, at tanken bar god frugt, og i 1948 udkommer det første nummer af tidsskriftet Heretica med Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen som redaktører. I de næste 6 år sætter tidsskriftet dagsordenen for den litterære debat herhjemme ikke mindst i kraft af Martin A. Hansens indflydelse. Martin A. Hansen var efter krigen en af de mest anerkendte forfattere herhjemme, og hans essays og artikler i Heretica blev toneangivende for debatten, og da han sammen med Ole Wivel i 1950 overtager redaktionen af Heretica, sker der et betydeligt sporskifte. Ikke blot advokerer Martin A. Hansen for mere nordisk litteratur, men tillige også for ansvarligheden overfor læserne, som dybest set grunder i Martin A. Hansens ønske om, at Heretica kunne fortsætte, hvor det illegale tidsskrift Folk og Frihed i december 1945 måtte slippe.
(Jeg kan her henvise til mine to bøger: Den tavse Gud. En læsning af Heretica 1948-53 (1998) og Fortællingen om Martin A. Hansen og Heretica (2009)).

Ved nytårsskiftet 1952-53 beder Tage Skou-Hansen, som i de to sidste årgange af Heretica redigerede tidsskriftet sammen med Frank Jæger, Martin A. Hansen om stof til Heretica. (Se artiklen Hinsides drab og ansvar, som Tage Skou-Hansen skrev til PS – Om Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica (2005)). Tage Skou-Hansen er vidende om, at Martin A. Hansen i sensommeren 1944 sendte et såkaldt ‘brev’ rundt til forskellige venner og bekendte i Danmark, hvor han i nogle dagbogslignende stykker beskriver, hvad der gik for sig i København i juli 1944. Martin A. Hansen regnede selv med, at ‘brevet’ var gået tabt, da de fleste modtagere givetvis havde brændt det, men det viste sig, at nogle få breve stadig var i families og venners besiddelse, idet Martin A. Hansen får et tilsendt fra sin mor i foråret 1952. D.3.februar 1953 sender Martin A. Hansen et brev til Tage Skou-Hansen, hvor han gør rede for skriftet: “Har det gamle stykke interesse for Heretica, råt som det er, jeg vil intet rette, uden enkelte rent meningsforstyrrende fejl, kan jeg måske nok nå at skrive en side eller to inden 15.februar om noget af det andet, der hører med, og da, tror jeg, det vil have en vis aktualitet i tidsskriftet”. Martin A. Hansen når at få skrevet Efterskrift og artiklen, som den bliver trykt i Heretica, består altså af to dele:
Dagbogsoptegnelser, ‘et subjektivt historisk aktstykke’ fra julidagene i København dateret lørdag d.1.juli 1944, søndag d.2.juli 1944, mandag d.3.juli kl.11.00. Efterskrift, som er dateret i februar 1953, hvor Martin A. Hansen gør sig nogle centrale tanker og refleksioner over, hvordan selve situationsbeskrivelserne fra disse julidage i 1944 er blevet til, og hvad der fortsat kan have aktualitet i debatten.

Først nogle nedslag i selve ‘brevet’, dette subjektive aktstykke, som blev sendt illegalt til familie og venner.

Den store folkestrejke i København havde ligget og ulmet længe som en protest mod besættelsesmagtens hærgen og især en protest mod samarbejdspolitikken. Nu blev den udløst som en konsekvens og reaktion på henrettelsen d.29.juni 1944 af 8 af medlemmerne af Hvidsten-Gruppen.
Folkestrejken var noget helt særligt, da det var en spontan folkelig reaktion, der ikke var organiseret af hverken fagforeningsfolk eller Frihedsrådet, men alligevel endte med at blive en kort, men effektiv generalstrejke, som Frihedsrådet så valgte at støtte. Tidligere havde der været sabotage på industrisyndikatet i København, og denne sabotage udløste hævnakter fra det tyske terrorkorps Peter Gruppen (som også var ansvarlig for mordet på Kaj Munk i januar 1944) og dele af Schalburg-korpset, mod bl.a. Borgernes Hus, Studenterkollegiet og Tivoli. Det var især disse hævnakter, som var organiseret af besættelsesmagten, der satte sindene i kog. Den største provokation var dog, at Werner Best indførte udgangsforbud og indførte spærretid i København. Alt dette tilspidsede situationen med skyderi på åbne gader, hvor adskillige civile mistede livet, og sporvognsfunktionærerne var de første, der nedlagde arbejdet, da det ganske enkelt blev for farligt.

Martin A. Hansen refererer nogle øjenvidneberetninger:
“Har truffet mange øjenvidner, der har oplevet forfærdelige scener. Her på torvet kom i går en kvinde gående sammen med et par tyskere. Nogle unge mennesker råbte mær efter hende. Hun vendte sig om og skød to af dem, den ene gennem nakken, så kuglen gik ud af munden på ham, og han var dræbt på stedet. På Nørrebros Runddel, hvorfra patruljer udgår, og hvor der ligesom i andre knudepunkter er opstillet flakskyts, der kan bestryge gaderne på langs, blev folk beskudt i vinduerne. En unge pige, vore venners bekendt, var på besøg hos en veninde derude. De så forsigtigt ud af vinduet. “Nu peger de herop”, siger veninden. “Hvor”, siger den unge pige og strækker sig lidt frem. Hun blev staks skudt gennem hovedet”.

Større bydele og indfaldsveje ind til byen bliver afspærret, så det er særdeles vanskeligt at få fødevarer frem.

Martin A. Hansen reflekterer over, hvad der i grunden hændte i storbyen:
“Det begyndte som en protest mod spærretiden og greb om sig ved skydningen i gaderne. Nu er der en vældig reaktion mod vold og uret. Man vender igen tilbage til troen på, at man vil sejre ved strejken, selv om den sultende befolkning må give op i løbet af få dage. I denne store gestus letter man sig for det opstemmende nag, det er foragtens demonstration, nu og da forplumret af ungdoms og pøbels udskejelser. Det regner man for uundgåelige omkostninger, også de dræbte og sårede, der øger harmen, og de fleste taler med sympati om Vesterbrodrengene og kæmperne på Nørrebro, som har fået lavinen til at styrte”.

“Jeg tror, man tør sige, at København i disse dage genoplever sin fortids store øjeblikke, da den rejste sig mod overmagten på trods af al fornuft. Ingen spørger mere: Hvorfor gør vi det? På det spørgsmål har instinktet svaret klart, hvad den tørre fornuft er ude af stand til”.

Instinktet, personificeret ved modstandsbevægelsen, handler mod ondskaben, når den er synlig, truende og nærværende. Fornuften, personificeret ved samarbejdspolitikken (Vilhelm Buhl, Erik Scavenius), forsøger at få det bedste ud af det. Vi ved, at der rundt om i landet har været kritik af modstandskampen, en kritik, der anså det for tåbeligt og landsskadeligt at genere besættelsesmagten. Martin A. Hansen har ganske givet kendt til denne kritik, som uden tvivl også har lydt på hans hjemegn på Stevns, og i en artikel til Folk og Frihed i september 1944, som han kalder Brev fra København, skriver han til et fiktivt ‘brev’ til en ‘bror på landet’.

“Hjem”, det var stenbroen, det var København. Jeg håber, at byen nu vil regne mig for en af sine egne. Inden vi rejste ud til jer, havde vi set, hvad København gemte under det, man kalder “Grinet”. Det var nok det største, vi til nu har oplevet, Folkestrejken. Men det kunne eller ville I ikke forstå”.

I Dag og Myte, som blev trykt i 1947, skriver Martin A. Hansen:
“Folkestrejken kan bære sit navn. Den blev den dyrebareste fællesoplevelse i vor tid. Ikke ved barrikadelarmen, men ved sindsroen, i stilheden, da en fælles erkendelse stod helt afklaret. Lige så alvorlig og realitetsbetonet i ånd som munter-stilfærdig i udtryk”

I brevet udtrykker Martin A. Hansen nu en stolthed over det, han ser ske i København.

“Man mærker i kredse og bydele, man kommer i, en forunderlig indbyrdes hjælpsomhed. Én har rigeligt med kartofler og giver andre, en anden har meget brød og smør. Naboer, som aldrig har taler sammen, kommer og koger mad hos hverandre og morer sig imens”.

“Byens holdning i dag er værdig og stolt, uden falske drømme og uden mindste tegn på eftergivenhed og modløshed”.

Martin A. Hansen er klar over, at mange af de oplysninger, han får, hvor han selv er “under jorden” i Brønshøj, kan være opdigtede,
datidens svar på ‘fake news’, men alligevel under det alt sammen finder han selv ind til dette “fællesinstinkt, der undertiden får alle til at tænke, sige og gøre det samme på samme tid, en storbyens samvittighed, der er steget op fra sit dyb……og giver sig forunderlige udslag i stram selvdisciplin, selvbeherskelse, gavmildhed, hjælpsomhed, offermod, indbyrdes forsonlighed…..en besynderlig fællesvillen, i hvilken den enkelte ikke føler sig som et nummer, et led, en del af helheden, men som helheden selv, som ansvarlig for alle, hvert dræbt barn er hans eller hendes, hver skudt mand er deres søn eller broder, en viljens storhed, der ofte hæver sig over den enkeltes formåen til daglig, og som viser den, der mistroisk har set på det, der rummes i begrebet “Massen”, at flokken og fællesskabet har højere og ædlere egenskaber, end man har været tilbøjelig til at tro…Disse dage lærer den skeptiske, at massen ikke uden videre er “masse”, at “massepsykosen” ikke blot forringer mennesket, at flokken ikke altid sænkes til den ringestes niveau”.

Nej, det er det modsatte der sker, en oplevelse, der ikke kan eller vil glemmes. Det er altså ikke kun øjenvidneberetninger og andenhånds usikkerviden, han hæfter sig ved, men hvad han også selv har erfaret i dagene ‘under jorden’ i Brønshøj.

“Jeg tænker ikke på larmen ved barrikaderne, men på den store stilhed sidenhen. Sproget, som nyfødt levede i en munter-stilfærdig bemærkning. Og i tystheden hørte man, der var et folk til”.

Eneren går ind i begrebet “folket”, inspirerer det, og bliver selv et “folk”.
En vilje hos den enkelte, der mærkværdigvis bliver til denne fællesvillen, der konstituerer folket. Martin A. Hansen udvikler dette synspunkt i artiklen Intelligens og Masse, der er optrykt i Hemmelighedens kunstner
(1991), og det kan også læses i Eneren og Massen (1950) i serien Mennesket i tiden.

I artiklen “Sæt plove i jorden”, (Folk og Frihed, 27.oktober 1945) beskriver Martin A. Hansen to kraftfelter, som modstandskampen gav indsigt i. “Det første var den enkeltes valg. Når det var afgjort, mødte han det andet kraftfelt, sammenholdet, fællesskabet, dette rige sted, hvor intet var umuligt, hvor evner smittede”.

Martin A. Hansen indrømmer, at der også i og omkring strejken og urolighederne har været det, han kalder “ungdoms og pøbels udskejelser”, der har resulteret i at “mange sagesløse mennesker har mistet livet eller førlighed på grund af andres drengestreger og dumdristighed”. Men som han konkluderer: “Uden den næsten vilde beslutsomhed, som gadens børn viste det første døgn, var strejkeviljen næppe blevet udløst hos alle”. Martin A. Hansen sanktionerer disse ‘udskejelser’, og han har en klar fornemmelse af, at der bag ‘udskejelserne’ er en fælles vilje til at udvise ordentlighed. “På Amager blev der renset ud hos en nazistisk tobakshandler. Gerningsmændene viste uhyre selvbeherskelse, idet de gjorde bål af tobakken – den dejlige tobak – og ikke tillod nogen at stjæle det”. Det er afgørende for Martin A. Hansen, at den selvbeherskelse, der kan være i den enkelte, overføres til ‘massen’, og så slutter han dette historiske aktstykke med følgende ord: “I julidagene trodsede København og gjorde den militære overmagt illusorisk og tvang sin vilje igennem”.
Det er massen, fællesskabet i storbyen, der sejrer endeligt. I etisk forstand handler massen godt, for det gode, når det onde er synligt, nærværende og truende. Det åbne spørgsmål efter læsningen af brevet er, om massen altid vil handle for og med det gode.

Martin A. Hansen er altså i vinteren 1952/-53 blevet opmærksom på brevet, og så er det, at han nu i Efterskrift, som er skrevet nogle måneder før udgivelsen i Heretica i 1953, gør sig nogle interessante overvejelser.
Han skriver indledningsvis, at når han overhovedet mener, at det er en god idé at optrykke dette aktstykke fra besættelsestiden så mange år efter, skyldes det, at “folkestrejken i 44 efter min mening er en mærkelig og stor hændelse i vor nyeste historie”. Det er ikke en interessant begivenhed, men netop en hændelse, der kommer til den enkelte og til folket. Martin A. Hansen beskriver nu sin egen personlige situation og den historiske situation d.9.april 1940. “Vi var duelige til at rømme, trænet i at vige”. Det var en historiske bevidsthed, som også hans far og farfar kendte til. Det lå i tiden. “9.april kaldte ingen på én. Vor ungdoms pointe”. Men så gentager Martin A. Hansen den erfaring, han fik, at “strejken var en bekræftelse af en vældig natur”.

Martin A. Hansen er opmærksom på, at den generation, der følger efter ham, og som han har på nært hold i fællesskabet omkring Heretica, er blevet præget af en art skuffelse, som især gjorde sig udslag efter valget i oktober 1945. Men han aner, at i lyrikken, i poesien som en selvstændig erkendelsesart, som det udtrykkes i Heretica, ligger der nyt håb og livsforventning, der som erfaringerne fra juli 44 er ‘kostelig’, de har ‘blivende værd’. Men af samme grund kritiserer han nu den unge generation, der ikke for alvor forstod krigens betydning og den ‘fællesvillen’, der under besættelsestiden fandt sit udtryk. For nogle af dem var besættelsen blot noget, der skete, uden at den satte sig spor hos dem. Og så er det, han knytter til ved en diskussion, der blev ført i Heretica i de sidste årgange.

“Skriftet er jo blevet mere kættersk på det sidste. En ung litterær retning har stærkt præget sidste årgang, en neo-ekspressionisme kunne man måske kalde den. Den gør oprør mod fyrrernes “engagerede” litteratur, mod “Etikerne”. Den vil endelig befri poesien fra fordomme og de historiske vilkårs imperativ….Jeg har fået det indtryk at om et bestemt forhold, besættelsestiden, har den unge retning en så færdig mening, at man kan reagere”.

Og Martin A. Hansen reagerer, og hans reaktion er rettet mod en tendens hos generationen af unge lyrikere, især Jørgen Gustava Brandt. I skriftet “Den geniale monotoni”, som er trykt i Heretica i begyndelsen af 1952, erklærer Gustava-Brandt, at som historisk faktum og realitet ragede krigen ham en fjer, “men vi levede intens i dens mørke, røde og dybblå univers”. At Gustava-Brandt under besættelsen ikke har været gammel nok til at tage politisk stilling og ikke har følt valget tynge overhovedet er til at forstå. Jørgen Gustava-Brandt er i juli 1944 15 år gammel – Martin A. Hansen er 34. Men at forholde sig poetisk til krigens univers i dens farvepragt og at betragte den tyske besættelsesmagts soldater som
“latterlige og ligegyldige gudebilleder” har provokeret Martin A. Hansen.

Martin A. Hansen skrev om angsten og det trodsige håb, groet ud af denne ‘fællesvillen’, som han oplever i dagene og nætterne i juli 1944. Jørgen Gustava Brandt “havde det dejligt hele tiden”. Og her i Heretica et års tid efter reagerer Martin A. Hansen så eentydigt, når han skriver, at “det, der dengang var de manges ulykke, hver sjæls sorg og håb, det fortones nu som skyggespil i en uvirkelighedens natlige idyl, hvoraf poetisk sødme suges og sælsomme fabler flyver ud som flagermus. Besættelsestiden kommer til at minde om sceneriet i en fortælling af Hoffmann”.

Vi ved fra “Dagbøger”, at Martin A. Hansen i disse julidage i 1944, hvor han var gået ‘under jorden’ i Brønshøj, har arbejdet med romanen “Lykkelige Kristoffer”. Og nu gør han sig i “Efterskrift” nogle tanker om arbejdet med romanen. Han kan ikke rigtig ‘få hul’ på slutningen, men erkender nu i refleksionen, at især de sidste tre kapitler er præget af de erfaringer, som han gjorde i København i slutningen af besættelsen.

“Kapitlerne handler om Københavns belejring i 1536 og blev til i hine nætter….Det var næsten som at få slået koøjet ind og få søerne bagefter, da man blev sig fuldt bevidst, hvordan romanens og dagens hændelser ligefrem flød sammen”.

Martin A. Hansen erkender, at det primært er på det personlige plan, at ‘hændelserne’ i disse junidage har gjort en forskel og måske kun på det personlige plan. I historiens refleksioner og tilbageblik er der ikke samme erfaring.

“Om et par århundreder, måske ikke engang det, vil grundige forskere, der for pålidelighedens skyld søger at være uanfægtelige som naturen, ryste mig om dem, jeg holder med, sammen med soldaterne derovre og dem, de holder med, i et sold, og karakterisere os som en tidsarts mennesker, der i det væsentlige lignede hverandre og bare var forskellige i smånuancer. Ja, de fleste i den eftertid, som er os fjern nok til, at al personlig forbindelse er udvisket, glemt, ligegyldig, vil betragte os med forståelsens stille kulde, der er frygteligere end had”.

Men selv om Martin A. Hansen med sit historiesyn og sine refleksioner ved, at det er sådan fat, så ved han også, at han er personlig ansvarlig overfor det, der sker i hans egen tid. Og så er det, han reflekterer over artiklen ‘Dialog om Drab og Ansvar’ (“Der brænder en Ild”, oktober 1944), der forsvarer drabene på stikkerne. Martin A. Hansen ved nu i eftertanken, at samme artikel og ikke mindst ræsonnementet vil blive udsat for hård kritik, og han ved, at han ikke kan give nogen dybere begrundelse for forsvaret for stikkerdrab. Der er ingen religiøs, ingen historisk, ingen fædrelandskærlig begrundelse.

“Det var nøgent. Det afstod fra de moralske eller endda religiøse begrundelser, som undertiden forekom da. De var for mig at skønne vildfarelser, i værste fald åndeligt bluff. Begrunderen kan heller ikke klæde sig i et harnisk fra vore fædrelandssange. De handler allesammen om noget andet. De er måske fra ridderligere tider. De forudser ikke at man skal lægge sig på lur og skyde en fjende ned bagfra. Og Guds vilje kan sådan en begrunder sandelig ikke bruge som et skjold for sin person”.

Sådan måtte Martin A. Hansen af en indre nødvendighed konkludere. Men det kunne ikke være anderledes. Det måtte gøres. Genkaldes situationen, da ses det, at anderledes kunne det ikke være. “Kom det igen, så kom det igen”.

Martin A. Hansen påtager sig ansvaret for det skrevne og for det skrevnes fatale konsekvens, at han med sin ‘blodige pen’ har drevet unge mænd ud i drab, hvoraf nogle selv har mistet livet. Og det er et tungt ansvar at bære.

Vi kan læse det i et brev til Axel Heltoft, 1./2. november 1950:
“Thi det er lige stærkt og nærværende og frygteligt for mig, at man har ansvar for nogle af dem, der er stumme i graven, at de vil banke på ens dør den dag, man opgiver, inden man har gjort, hvad man kunne….At disse døde har et forfærdende krav på mig”.

Martin A. Hansen ved, at han står alene med og i valget, at han bryder med idealer og med arvet tro, og at han bryder med en nedarvet etik.

“Han må tage i betragtning, når han da ikke vil bruge forloren begrundelse, at han i sit forsvar for en kæmpende skares nødværgeret og dens brug af fortvivlet dystre midler bryder med tro og idealer, som han ved er højere. Han bryder med al ædlere etik og ved det…..Alvorligere er, at han med ét hug skiller sig fra det hvis værd i folket han kender, og som kampen også gælder, Grundtvigs værk. Men Grundtvig har ikke forudset så frygtelig en nødvendighed. Der er ingen hjælp at finde hos ham”.

I Dagbøger d.3.marts 1947 gør Martin A. Hansen sig nogle lignende tanker om det grundtvigske, som han gennem hele sit voksenliv havde et anstrengt forhold til: “Det nytter ikke at regne med kirken, som samfundsinstitution, som materialiseret skikkelse og organisation som opbyggelig i vor kultur i dag. Den fortsatte reformation mennesket må igennem – som poesien – den isnende isolation først – før det opbyggelige – det folkelige – hos socialisterne og de grundtvigske nu – højskolen – er reparationer. Man må slippe Grundtvig for at få fat på ham igen”.

I et brev til Alex Garff d.9.oktober 1950 skriver Martin A. Hansen som en opfølgning af disse refleksioner over ‘det grundtvigske’, at “en af Grundtvigs store drømme har min generation for altid sprængt og knust. Det var hans drøm om Guds virke i det danske folks skæbne. Hvordan knuste vi den? Da vort folk var i nød sendte vi unge mænd ud i mørket for at dræbe skjult, til snigdrab. Ingen skjald kunne nogensinde besynge drabet af det menneske, der skydes ned fra ryggen. Ingen kunne kalde det Guds virke. Jeg siger det jo ikke for at fordømme. Jeg har selv ansvar for det sammen med andre. Jeg begrundede selv dengang nødvendigheden af likvidationerne. Men havde man øjne at se med, da så man også en afgrund åbne sig under vore fødder. For at redde det dyrebare, den folkelige frihed og ret, måtte vi krænke det hellige”.

Èt er, at Martin A. Hansen vedkender sig ansvaret og er ramt i det inderste af det. Et andet er, at han nu endegyldigt må vedstå, at han tog fejl i eftertidens bedømmelse og dom af stikkerdrabene. Det fylder meget i ham og for ham, og han kommer her i Efterskrift ind på det svigt, som ledende politikere og andre udsatte de, der måtte bære ansvaret, for. I Dialog om Drab og Ansvar havde han forfægtet den overbevisning, at domme og likvideringer af stikkerne efter krigen ville blive forelagt danske domstole, så at disse nødværgehandlinger gennem retten “kunne lægges på folkets skuldre”.

“Deri tog jeg helt fejl…..Det skete ikke. Det var en fejl….En lille flok medlemmer af vor nation, de der skød, de der dømte, de der begrundede, er faldet uden for folkets ret. Det må de selv om”.

Og så slutter han Efterskrift med følgende ord: “Gerning af den art, absolut stillingtagen i værk som dette, minder af natur om de store synder og er det måske også, og overfor dem er fortrydelsen bare som musens piben når kloen griber den”.

Hele “Efterskift” er præget af, at der er noget afgørende, som Martin A. Hansen aldrig har glemt eller fortrængt. At der er skyld og ansvar, som ikke kan skydes bort og tillægges andre. At det ikke kunne være anderledes. Det har holdt hårdt for ham, og han ved, at han står alene.
Men tilbage efter læsningen står også en fornemmelse af, at Martin A. Hansen har anet noget absolut storladent i julidagene i 1944, noget som i den grad har sat sig i sindet og givet ham tro og indsigt i det, han kalder de “store hændelser i et folk”. Og disse hændelser, disse erfaringer, blev siden hen også brændstof for ham i det, han tænkte og skrev. Martin A. Hansen var på ingen måder i tiden efter lammet i sit skriveri. Det var noget andet, han nu fokuserede på.

Her skal nævnes Orm og Tyr, som Martin A. Hansen skrev og udgav i 1952. I dette storværk om overgangen fra vikingetidens nihilisme til den tidlige kristendom med det store kirkebyggeri, som blev en konsekvens, har han fat i lignende hændelser i folket. Jeg er overbevist om, at erfaringerne fra julidagene i 44, som han beskriver og i Efterskrift reflekterer over, har sat sig som en dyrekøbt erfaring, der nu i Orm og Tyr udmøntes i en tolkning af, hvad det var, der hændte i folket omkring trosskiftet.

Martin A. Hansen er her igen inde på det, der sker, når den enkelte forenes med andre enkelte i fællesskabet. “Når mængdens valg helt afhænger af de enkelte, af de utallige enkeltes valg, da opstår til gengæld en fælleskraft af større magt og dybere virkning end en slavisk masses stemningsophidselse. Den stormende slaviske masse kan kun destruere, men snart er dens kraft udtømt og siver tilbage fra vragstumperne som bølgen ved havet, og rejser den sig mod et slaveri falder den mat til ro i et andet. Men når en sjælden gang de enkeltes reaktion forenes i en mangfoldighedens beslutning, da er noget afgørende sket. Bagefter er den enkelte og de mange ikke mere helt de samme. Man ville ikke skrive om det, dersom ikke vor egen generation havde oplevet det, i den mærkeligste hændelse i vor tilværelse, en begivenhed, som skønt ikke fuldt forstået, alligevel er bestemmende for denne bogs syn. Jeg tænker på folkestrejken sommeren 44”.

Ikke alene nævner Martin A. Hansen hændelserne fra juli 44, da han skriver Orm og Tyr. Han tillægger dem også den betydning, at erfaringen af disse hændelser og refleksioner over samme har været bestemmende for synet. Altså er det det samme, der er på færde i folket, da man vælger kristendommen, som den fælles tro.

Vi ved, at kristentroen herhjemme har været længe undervejs. Vikingerne har bragt den med vestfra, England, Irland. Nu kommer den så som et endeligt skred i sindet. Pludselig er den der og sætter helt nye normer.
Kristningen i Norden er en beslutning, der er truffet over længere tid.
Af den enkelte for folket og i folket. De, der byggede de første kirker, var døbte kristne, men de havde Nordboerens sind og tanke i sig. Eksempelvis tog den unge kirke det gamle nordiske retssyn til sig og udviklede det, og det er for Martin A. Hansen denne retssynstanke, der sætter sig igennem i opgøret mod besættelsesmagten. Martin A. Hansen har her atter fat i det, der for ham er afgørende: At der er hændelser i et folk, hvor eneren går sammen i fællesskaber, der sikrer eksempelvis et demokrati.

Som jeg læser “Juli 44” og ikke mindst “Efterskrift”, er det ikke kun et tilbageskuende og mismodigt blik, der lægges ned over den tid, hvor det alt sammen hændte, men i lige så høj grad et forsøg på at se fremad, at vække til nyt mod til at samle landet i disse nødvendige fællesskaber, som har deres oprindelse i de skred, der af uforklarlige grunde sker i et folk, når enerne går sammen i fællesskabet, drevet af en lov, der er højere og dybere end, hvad man selv kan sætte af normer. Dette er helt afgørende for demokratiet. Derfor er beskæftigelsen med Martin A. Hansen og besættelsen og læsningen af hans artikler i de illegale skrifter ikke kun en historisk beskæftigelse, men endnu mere en besindelse på, hvad det er, der samler et folk, og hvad der dybest set konstituerer et demokrati.

Som anført i begyndelsen af denne artikel håbede Martin A. Hansen på, at Heretica kunne blive en slags fortsættelse af Folk og Frihed. I Heretica hedder det kort og godt, at “poesien må gå et ærinde”, og der er altid for forfatteren et ærinde at gå for den enkelte, et ærinde for folket og for folkets frihed. Lad mig slutte med ord fra Martin A. Hansen selv, fra “Sæt plove i jorden”, som med sin titel siger det, der var hans inderste ønske og forhåbning om det, der skulle komme.

“Selv om det længe, alt for længe, skal vente med virkelig at udmønte værdierne, vil der blive begyndt. Atter af den enkelte, som tager det hverv på sig at lære de andre, hvad de egentlig ejer. Og så må man håbe på det fælles”.

Ole Juul